Flere indvandrere og efterkommere dropper valgdage

Skrevet af admin

04/07/2016

Dagens topnyheder

Flere og flere indvandrere og efterkommere valgte at blive hjemme ved de seneste valg.

Det skriver Information på baggrund af en rapport fra Center for Valg og Partier ved Københavns Universitet, der har analyseret valgdeltagelsen ved det seneste folketingsvalg.

Ved folketingsvalget i 2001 stemte 70 procent af indvandrerne og 65 procent af efterkommerne ifølge Information. I 2015 var stemmeprocenten faldet til 66 procent for indvandrere og 53 procent for efterkommere.

Yosef Bhatti, ph.d. og seniorforsker på Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, har været med til at lave undersøgelsen. Og han er overrasket over resultatet.

- Forskellen i personer med dansk oprindelse og nydanskeres stemmeprocent ved folketingsvalg er blevet større, og efterkommerne halter endnu mere efter, end de gjorde før.

- Det er overraskende, da man skulle tro, at tingene udviklede sig til det bedre med tiden, men det er der ikke noget, der tyder på. Set fra et demokratisk perspektiv er det ret bekymrende, siger han til Information.

Særligt kommer det bag på ham, at valgdeltagelsen for efterkommere også er så lav.

- Det er måske ikke så underligt, at indvandrere stemmer i mindre grad end etniske danskere. Men at det ikke går bedre for efterkommerne, er virkelig kommet bag på mig. De er jo født, opvokset og har gået i skole i Danmark, siger Yosef Bhatti til Information.

Ved folketingsvalget i 2015 lå valgdeltagelsen hos efterkommere af ikkevestlige indvandrere eksempelvis hele 30 procentpoint under stemmeprocenten hos de jævnaldrende etniske danskere, skriver Information.

/ritzau/