Flere klager om krænkede Tibet-aktivister blev ignoreret

Skrevet af admin

12/10/2015

Dagens topnyheder

Klagerne og advarslerne kom på stribe om, at Tibet-aktivister fik krænket deres ret til at demonstrere under kinesiske statsbesøg i 2012 og 2013, og at politiets forklaringer ikke stemte.

Men både Justitsministeriet, Rigsadvokaten, politidirektøren i København, Statsadvokaten i København og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) enten afviste eller svarede ikke på klagerne. Det skriver Jyllands-Posten.

Avisen har gennemgået ti klager og advarsler fra blandet andet Støttekomiteen for Tibet. Da nogle sager gik videre til en højere instans, er der i alt tale om 15 afvisninger eller manglende svar.

Regeringen har netop bebudet, at en særlig undersøgelseskommission skal gennemgå Tibet-sagen og kinesiske statsbesøg i 2012-2014. Men flere iagttagere kritiserer myndighederne for ikke at have reageret før.

- Antallet af klager i sig selv burde have givet anledning til en skepsis om, hvorvidt man nu også fik de korrekte oplysninger fra politiet i denne sag, siger formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kristian Mølgaard, til Jyllands-Posten.

- Spørgsmålet er nu: Burde man ikke have set det før og reageret? Og svaret er: Jo, det burde man, siger formanden og henviser til, at det for nyligt kom frem, at politiet i tre år har talt usandt om sagen.

Justitsministeriet har ingen kommentarer, da der er bebudet en kommission.

/ritzau/