Flere knaster på vejen mod et folkeskoleforlig

Meget tyder på, at regeringen får mere end svært ved at skabe flertal for sit forslag om en helhedsskole, selv om alle i forligskredsen er enige om, at der skal flere skoletimer på skemaet.

»Jeg ser tre store knaster, som skal slibes væk, før vi kan komme tæt på et forlig om folkeskolereformen. Det handler først og fremmest om antallet af ugentlige undervisningstimer. For det andet, hvordan aktivitetstimerne skal indgå i skoledagen, og hvad de skal indeholde. Og så kommer vi heller ikke uden om at tale om afgangsprøven, som vi gerne ser får en reel betydning for de unges videre forløb på ungdomsuddannelserne,« siger undervisningsordfører Karen Ellemann (V).

Hun understreger, at Venstre ikke kan spise idéen om helhedsskolen i dens nuværende form.

»Regeringen har foreslået, at de øverste klassetrin skal have mellem 37 og helt op til 40 timer på skolen ugentligt, og sådan en skoleuge vil vi ikke trække ned over hovedet på folkeskolen. Derfor foreslår vi en ramme på maksimalt 35 timer. På den måde vil man stadig få nye timer til at skabe mere fagligt indhold,« siger hun.

Undervisningsordfører Troels Ravn (S) siger, at regeringen vil kæmpe for sin overordnede ambition med folkeskolen, men tilkendegiver samtidig, at ingen krav er ultimative.

»Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at diskutere skoledagens længde og aktivitetstiden og finde kompromiser. Men det er vigtigt at understrege, at vi går efter at indfri de overordnede ambitioner, der er fremlagt i vores skolereformudspil, så vi kan få en bedre skoledag med mere sammenhæng og helhed til gavn for børnene,« siger Troels Ravn.

De Konservative kalder tanken om en helhedsskole for en form for »institutionalisering« af børnenes fritid, mens Dansk Folkeparti mener, at alle timer i folkeskolen skal være »undervisningstimer«.

Undervisningsordfører Alex Ahrendtsen (DF) vil desuden kæmpe for, at man ikke nedprioriterer de »kulturbærende« fag.

»Regeringen vil slække på kravene til fritagelse for kristendomsundervisning, så man i realiteten bare kan sende en SMS for at blive fritaget, men vi mener, at de nuværende regler skal opretholdes. Samtidig skal faget, ligesom historiefaget, være underlagt et minimumstimeantal, hvilket regeringen jo også vil lave om på,« siger Alex Ahrendtsen.

De borgerlige partier vil desuden danne fælles front i forhold til at give afgangsprøven en reel betydning for elevernes videre færd i uddannelsessystemet.

Forhandlingerne om fremtidens folkeskole begynder mandag i Undervisningsministeriet, hvor forligskredsen, der tæller Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og regeringen, mødes.

Dagens Gossip