Flere knivstikkerier på Christiania lørdag nat

Først blev en mandlig taxachauffør stukket to gange i overkroppen. Det skete klokken kvart over et foran hovedindgangen til Christiania.

»Han ankom til hovedindgangen for at søge kunder. Et par kunder går ind i vognen, hvorefter nogle andre personer retter henvendelse til taxaen og siger, at det er deres vogn. Chaufføren træder ud af vognen og forklarer, at han kan bestille flere vogne. Det fører til verbale uoverensstemmelser, hvorefter chaufføren bliver stukket ned med to stik i overkroppen,« siger efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen.

Udmeldingen fra Københavns Politi var tidligere på aftenen, at manden efter omstændighederne havde det godt. Efterforskningslederen oplyser imidlertid, at han har været i såkaldt manifest livsfare, og at han tidligt søndag morgen var ved at blive opereret på Rigshospitalet.

To mænd blev anholdt efter knivstikkeriet, og politiet undersøger, om de begge skal fremstilles i grundlovsforhør søndag.

Klokken 01.38 var der yderligere et knivstik på Christiania, blot 200 meter fra det første.

Knivstikkeriet fandt sted på et udendørsareal foran spillestedet Café Nemoland under en hiphopkoncert.

»Der opstår slagsmål, en person bliver stukket i benet med to til tre stik, mens en anden person bliver stukket flere steder på kroppen med i alt syv stik siger efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen.

Manden, der blev stukket i benet, er ikke i livsfare. Den anden mand har været i livsfare, og blev søndag morgen opereret på Rigshospitalet.

Politiet har ingen informationer om gerningspersoner, men har to gange været på Christiania for at efterforske på gerningsstedet.

Dagens Gossip

Dagens TV