Flere kører berusede efter grillaften end julefrokost

Sidste år snuppede politiet 1.862 bilister i lidt for højt sommerhumør, mens det tilsvarende tal op mod jul lå på 1.416. Det er en forskel på 24 procent, og ifølge Jyllands-Posten er den forskel i store træk identisk med de seneste fem år.

Både politiet og trafikeksperter mener, at forklaringen skal findes i de adskillige by- og havnefester, sportsbegivenheder, grillaftener og spontane hyggestunder i parken med vin eller øl, mens kampagner op mod julefrokosterne kan være en ekstra reminder til ikke at sætte sig bag rattet efter snapsene.

»Man tager ikke længere bilen med til julefrokosten, som jo heller ikke er en spontan begivenhed, men har været planlagt i længere tid,« siger vicepolitiinspektør Jørn Pakula Andresen fra Rigspolitiets Færdselssektion til Jyllands-Posten.

Det er dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, Jesper Sølund, enig i, og han peger også på, at julefrokostgæsterne ved, at »politiet er klar med razziaer«, og at der er anden form for transport.

»Samtidig er der formentlig bedre transportalternativer til bilen i form af natbusser med mere sammenlignet med sommerens fester, som ofte foregår uden for byerne,« siger han til Jyllands-Posten.

Under dette års færdselskontrol i uge 27, hvor indsatsen primært gik på at fange spiritus- og narkotikapåvirkede førere i trafikken, blev 68 førere af motorkøretøj sigtet for at have spiritus i blodet, mens 34 var påvirket af narkotika eller medicin, hvorfor de også blev sigtet. Også 19 knallertførere blev sigtet for spirituskørsel.

Dagens Gossip