Flere kommuner vil holde døgnåbent

Det viser en ny undersøgelse som Momentum, KLs nyhedsbrev, har foretaget blandt kommunernes kultur- og fritidschefer. Her svarer over halvdelen, at kommunerne allerede i dag har øget ubemandet åbningstid på et eller flere kommunale tilbud, mens halvdelen af de kommuner, som endnu ikke har slået dørene op, overvejer at gøre det.

Tørring i Hedensted Kommune er et af de steder, hvor man arbejder med mere fleksible åbningstider på de kommunale kultur- og fritidstilbud.

Her skal det kommunale projekt »Elementfabrikken - det udendørs forsamlingshus« efter planen rumme et miks af områder til bevægelse, leg, idræt og kulturarrangementer som koncerter. Håbet er, at »Elementfabrikken« både kommer til at danne rammen om alt fra skovture til danseaftener.

»Det hele skal være til fri afbenyttelse for alle og meget gerne om aftenen, eller døgnet rundt, hvis det har interesse. Dermed appellerer vi også til en gruppe af såvel børn, unge og seniorer, som i dag ikke deltager i de organiserede former for idræt og aktivitet i foreningsregi, men som her vil blive inspireret til leg, bevægelse og aktivitet i helt frie, uforpligtende og sjove rammer,« siger Jakob Tornvig, der er formand for Fonden Gudenåcenteret i Tørring, til Momentum.

I Sønderborg har man ifølge ugebrevet gode erfaringer med at lade kommunens biblioteker holde åbent for borgerne uden bemanding. Det fortæller statsbibliotekar Carsten Nicolaisen, som er imponeret over borgernes ansvarsfølelse.

»Vi har haft meget få problemer. Der har været noget med nogle unge mennesker og nogle øl en fredag aften. Men i de lokalområder, hvor bibliotekerne ligger, er der en udstrakt grad af ansvarsfølelse og ejerskab. Det er i sandhed blevet borgernes eget bibliotek og rum. Vi oplever ligefrem, at de rydder op og lige sørger for, at det ser ordentligt ud,« siger Carsten Nicolaisen til Momentum.

Ifølge KLs ugebrev boomer antallet af selvbetjente biblioteker, som nu findes i 63 danske kommuner. Antallet er mere end fordoblet på halvandet år, viser tal fra Kulturstyrelsen.

Da man først slog dørene op for de ubemandede biblioteker, skabte det frygt for, at det ville medføre omfattende hærværk og tyverier. Men ifølge Momentums rundspørge sker det ikke særlig ofte. 17 procent af bibliotekerne har ganske vist oplevet hærværk, og 23 procent tyverier, men kun i et lille omfang.

Dagens Gossip