Flere kvinder indtager chefstolen

En ændring af ligestillingsloven, der trådte i kraft 1. april, forpligter de 1.100 største private virksomheder og alle statslige virksomheder og institutioner til at sætte sig måltal for andelen af kvinder i bestyrelsen og til at udarbejde politikker for, hvordan man kan få flere kvinder i ledelsen generelt.

Derfor glæder udviklingen i det offentlige ligestillingsminister Manu Sareen (R).

»Der har i debatten været en tendens til at gå ud fra, at kvinder ikke vil have chefjobbene. Det har vist sig, at det vil de gerne. Når man ser på denne her undersøgelse, er det dejligt at konstatere, at det samlede antal kvindelige chefer stiger, og at det offentlige går forrest«, siger han til Politiken.

Dansk Industri bekræfter, at kvinderne først og fremmest går efter chefstillinger i det offentlige.

»Kvinderne vælger stadig i højere grad end mændene en karriere i det offentlige, fordi de tænker; der kan jeg bedre gå lidt tidligere og hente børn. Men billedet er bare ikke sort-hvidt, for der er rigtig mange private virksomheder, som praktiserer en meget udstrakt fleksibilitet,« siger Charlotte Rønhof, forskningspolitisk chef i Dansk Industri, til Politiken og fortsætter:

»Omvendt må vi bare erkende, at de gamle kønsroller stadig betyder en hel del, og ofte er de dygtige kvinder jo gift med dygtige mænd, og så har vi balladen; for hvem skal så hente børnene?«.

Dagens Gossip