Flere lande øger grænsekontrol ved Frankrig efter angreb

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Flere lande og byer øger sikkerheden, efter en angrebsmand sent torsdag aften dræbte mindst 84 mennesker i den franske by Nice med en lastbil.

Tyskland øger kontrollen med grænseovergangene til Frankrig. De tyske myndigheder øger kontrollen ved vej- og jernbaneoverkørsler ind i Frankrig samt kontrollen i lufthavne.

Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- I samarbejde med de franske sikkerhedsmyndigheder styrker det føderale politi kontrollen med trafikovergange ind i Frankrig, oplyser tysk politi i en erklæring.

Også Italien øger kontrollen ved tre grænseovergange til Frankrig samt ved togforbindelsen Ventimiglia, der strækker sig til Nice.

Det oplyser den italienske indenrigsminister, Angelino Alfano, fredag.

- Vores sikkerhedsapparat er i gang, skriver han på Twitter.

Ligesom Italien og Tyskland øger Spanien også sikkerheden ved landets grænseovergange til Frankrig, skriver the Wall Street Journal.

Belgien øger ikke kontrollen ved grænserne, men øger i stedet sikkerheden i forbindelse med fejring af landets nationaldag i næste uge.

- Vi er fast besluttet på at vise, at demokrati er stærkere end terrorister, siger den belgiske premierminister Charles Michel ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi tager selvfølgelig ekstra forbehold for begivenheder i forbindelse med den nationale helligdag, siger han.

I London fortæller borgmester Sadiq Khan ifølge AFP, at han vil revurdere sikkerhedsniveauet i den britiske hovedstad efter Nice-angrebet.

Det var torsdag aften, at en lastbil kørte ind i en folkemængde i Nice, hvor mange befandt sig på gaden for se fyrværkeri og fejre Frankrigs nationaldag, Bastilledagen.

Ud over mindst 84 døde er omkring 50 mennesker kvæstet ifølge AFP, hvoraf 18 af dem er i kritisk tilstand.

/ritzau/