Flere landmænd afsløres med ulovlige gifte i sprøjten

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Et stigende antal landmænd bliver politianmeldt eller får en indskærpelse for opbevaring af ulovlige sprøjtegifte.

Sidste år fik hver sjette kontrollerede landmand en indskærpelse eller en politianmeldelse for at besidde eller anvende ulovlige sprøjtegifte.

Det skriver DR Nyheder.

Antallet af landmænd, der overtræder loven, er dermed steget en anelse fra 15,7 procent i 2013 til 17,4 procent sidste år.

Sagen vækker harme hos Danmarks Naturfredningsforening.

- Der er desværre ikke tale om en enkelt svipser, men om systematiske overtrædelser, når man finder de ulovlige gifte hos hver sjette landmand, siger naturfredningsforeningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, til DR Nyheder.

- Og det er alvorligt, fordi der i flere tilfælde er tale om nervegifte, som kan forvolde stor skade på udviklingen hos både mennesker og dyr.

Hos Enhedslisten mener miljøordfører Maria Reumert Gjerding, at den stigende forekomst af ulovlige sprøjtegifte er udtryk for, at dele af erhvervet er "fuldkommen skruppelløse i deres jagt på højere udbytte".

Direktør i organisationen Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen mener dog ikke, det står så slemt til. Han hæfter sig ifølge DR ved, at langt de fleste overtrædelser er i den bagatelagtige ende, der kun giver anledning til påtale.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) kalder det uacceptabelt og siger til DR, at hun nu har bedt Miljøstyrelsen om at indskærpe reglerne over for landmændene om opbevaring af sprøjtegifte.

/ritzau/