Flere ledige: Ansatte i kommunen ryger ud

Endnu engang viser nye tal, at det er dystre tider på arbejdsmarkedet.

Den samlede beskæftigelse faldt således med 3800 personer fra andet til tredje kvartal 2012, svarende til 0,2 pct. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Faldet skyldes hovedsagelig færre kommunalt ansatte, hvor beskæftigelsen faldt med 2000 personer i perioden.

Ifølge cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, Bo Sandberg, er de seneste tal tegn på, at Danmark ikke er på vej ud af krisen lige foreløbigt.

- Dansk økonomi har bevæget sig baglæns i 2012, og der er fortsat ikke udsigt til en vending på arbejdsmarkedet. Dagens tal for lønmodtagerbeskæftigelsen skubber stemningen yderligere i forkert retning, siger han i en kommentar.

Bo Sandbergs vurdering er derfor, at der ikke er grund til overdreven optimisme, når man ser frem mod 2013.

Ifølge en medlemsundersøgelse foretaget blandt Dansk Erhvervs medlemmer, er der heller ikke tegn på fremgang. Ikke engang i servicesektoren, som ellers har klaret sig nogenlunde gennem krisen.

Ifølge undersøgelsen har servicesektoren "udsigt til så beskeden en omsætningsfremgang, at den ikke vil være i stand til at trække beskæftigelse og investeringer med op".

Privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank ser også dystert på fremtiden efter de nye tal.

Dog ser han små lyspunkter i udviklingen og påpeger, at beskæftigelsen ikke styrtdykker længere, som dengang finanskrisen ramte for alvor i 2008 og 2009.

- Det er en mere sivende udvikling, udløst af den vedvarende gældskrise og mangel på vækst i Europa, siger Las Olsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV