Flere ledige er kommet i jobrotation

Brugen af jobrotation stiger typisk i perioder med høj arbejdsløshed. Det er sandsynligvis også årsagen til den nuværende tendens, vurderer lektor Thomas Bredgaard fra Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

»Det er et instrument, hvor du slår to fluer med et smæk. Du får opkvalificeret de beskæftigede, og det ved vi, der er behov for. Samtidig får man nogle arbejdsløse ind på arbejdspladserne, som muligvis kan blive fastansat bagefter eller i hvert fald forhåbentlig får nogle kvalifikationer,« siger han til Information.

Virksomheder, der benytter sig af jobrotation, får mulighed for at ansætte ledige som vikarer med offentlig støtte, mens fastansatte medarbejdere bliver efteruddannet, og jobrotationen er et af de dyreste værktøjer i den offentlige aktiveringsindsats.

Per ansat i jobrotation tilbyder staten offentlige virksomheder 173 kroner i timen og private virksomheder 195 kroner i timen. Det svarer til cirka 31.000 kroner i maksimalt tilskud for en normal arbejdsmåned i eksempelvis en dagligvarebutik, skriver Information.

Regeringen satte sidste år 190 millioner kroner af til mere jobrotation, og i finansloven for i år er der fundet yderligere 47 millioner kroner til øget tilskud til jobrotation i private virksomheder.

Fungerende arbejdsmarkedsordfører Lennart Damsbo-Andersen (S) kalder det »rigtig godt nyt«, at flere ledige er blevet omfattet af ordningen:

»Jobrotation er en fantastisk måde til både at få opkvalificeret de medarbejdere, man har i forvejen, og så samtidig give nogle arbejdsløse muligheden for at komme ind og få kontakt med en virksomhed. Så det er en rigtig god ordning«.

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen (V), er enig i, at jobrotation er et godt værktøj. Han mener dog ikke, det var nødvendigt at afsætte ekstra penge til ordningen. Derudover mener han, at det øgede tilskud til private virksomheder er blevet for højt, skriver Information.

»Der, hvor jeg ikke synes, at jobrotation skal bruges, er, når man som arbejdsgiver kan tjene penge på at ansætte folk i jobrotation. Så synes jeg ikke, vi anvender vores skattekroner optimalt,« siger Hans Andersen.

Lennart Damsbo-Andersen er ifølge Information ikke bekymret for, at enkelte arbejdsgivere måske har kunnet tjene på de forhøjede tilskud:

»Og uanset hvad, synes jeg, man skal se positivt på, at der er nogle mennesker, der får en opkvalificering og dermed bliver bedre rustet til at klare sig på arbejdsmarkedet«.

Dagens Gossip