Flere mænd mistænkt for attentat på Malala løsladt

Skrevet af admin

05/06/2015

Dagens topnyheder

En domstol i Pakistan har løsladt otte ud af 10 mænd, som var anklaget for at have organiseret et skudangreb på skolepigeaktivisten Malala Yousafzai, siger politiet til nyhedsbureauet Reuters.

Den nye udvikling vil rejse spørgsmål om Pakistans i forvejen voldsomst kritiserede retssystem.

BBC oplyser, at otte af mændene i i al hemmelighed er sat på fri fod. I april oplyste de pakistanske myndigheder ellers, at 10 medlemmer af Taliban var fundet skyldige i drabsforsøget på Malala Yousafzai og dømt til 25 års fængsel.

Men flere kilder har nu bekræftet overfor BBC, at kun to af dem, som blev stillet for retten, faktisk er blevet dømt.

En af kilderne er talsmanden for den pakistanske ambassade i London, Muneer Ahmed, som siger, at otte af mændene blev frikendt på grund af mangel på beviser mod dem.

Politichef Saleem Marwat i Swat-dalen, hvor Malala boede og blev udsat for angrebet, bekræfter, at kun to af mændene blev dømt.

Oplysningerne står i skarp kontrakt til, hvad en repræsentant for anklagemyndigheden, sagde i april.

- Alle de militante fik 25 års fængsel, sagde talsmanden for anklagemyndigheden, Sayed Naeem.

Mændene blev angiveligt dømt ved en særlig antiterror-domstol.

I oktober 2012 blev Malala skudt gennem hovedet, da hun sad i en skolebus på vej hjem fra skole.

Taliban tog skylden for angrebet. Den militante bevægelse ønskede at straffe hende, fordi hun som aktivist var for åbenmundet om pigers ret til uddannelse.

Malala var 15 år, da hun blev livsfarligt såret ved skudangrebet.Hun overlevede og blev behandlet på et hospital i England. Hun har siden brugt sin tid på at føre sit budskab om menneskerettigheder og pigers rettigheder videre ud i verden.

Sidste år modtog hun som den yngste prisvinder nogensinde Nobels fredspris.

/ritzau/Reuters