Flere meldes dræbt i togulykke i Moskva

Skrevet af admin

15/07/2014

Dagens topnyheder

21 mennesker har mistet livet, og op mod 136 meldes kvæstet i en voldsom togulykke i Moskvas metro, oplyser de russiske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

Fire af dødsofrene mangler tirsdag eftermiddag fortsat at blive identificeret.

Ulykken skete, da flere togvogne på et metrotog blev afsporet i en tunnel i den russiske hovedstad. Hundredvis af mennesker blev efter ulykken evakueret.

- Der er ikke flere i live. Årsagen er ikke kendt. Arbejdet fortsætter, siger Moskvas viceborgmester Pjotr Birjukov.

Noget tyder på, at tekniske problemer kan være skyld i ulykken.

- Toget bremsede pludseligt, og som et resultat heraf blev flere vogne afsporet, siger en talsmand fra det russiske katastrofeministerium til nyhedsbureauet Reuters.

Han siger, at ulykken fandt sted mellem stationerne Slavjanskij Boulevard og Park Pobedij i myldretiden tirsdag morgen.

Georgij Golukhov, der er chef for Moskvas sundhedsdepartement, tilføjer til nyhedsbureauet Interfax, at over 100 personer er blevet sendt på hospitalet.

Det russiske metroselskab bekræfter, at et metrotog på undergrundsbanens blå linje er blevet afsporet tidligere på dagen.

Et vidne siger til tv-stationen Rossija, at der herskede kaos, da togvognene blev afsporet.

- Toget bremsede meget hårdt op. Lyset gik ud, og der var masser af røg. Vi var fanget og kom kun ud ved et mirakel. Jeg troede, at det var slut. Mange mennesker var såret, de fleste i den første vogn, da vognene ramlede ind i hinanden, fortæller vidnet.

Ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass blev 40 ambulancer sendt til ulykkesstedet. Tre BK-117 helikoptere blev også udkommanderet til stedet for at flyve sårede til hospitalet.

Årsagen til ulykken, der skete i den vestlige del af Moskva, er endnu ukendt. Russiske medier spekulerer dog i, at det kan skyldes et strømsvigt eller signalproblemer.

Metroen i Moskva er en af de ældste og største undergrundsbaner i verden.

/ritzau/AFP