Flere nedskæringer i ældreplejen i vente

Hver tredje kommune forventer, at udgifterne til ældre vil falde i 2014. Det skriver Fagbladet FOA på baggrund af en budgetundersøgelse, som Epinion har lavet for FOA.

Planerne om yderligere besparelser i ældreplejen kommer efter flere år med store nedskæringer i kommunernes udgifter til ældrepleje. Fagbladet FOA har kortlagt kommunernes besparelser på ældreområdet. 89 kommuner har skåret ned, og kun 9 kommuner har i årene 2009-2012 forøget udgifterne til ældre over 65 år.

Albertslund har Danmarksrekorden med en besparelse på 33 procent af kommunens udgifter til ældre over 65 år siden 2009.

- Ældreområdet er meget let at spare på, fordi der ikke er ret mange ting, der er særligt specificerede i loven. Inden for folkeskolen er der et minimumstimetal, men på ældreområdet er det helt anderledes elastisk, siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Nedskæringerne på ældreområdet er sket samtidig med, at antallet af ældre er steget. Opgjort i 'varme hænder' var der i 2009 en sosu-medarbejder pr. 11,9 ældre. I 2013 er det steget til 14,5 ældre pr. medarbejder.

Nedskæringerne har presset sosu-medarbejdernes arbejdsmiljø hårdt. Én af dem, der mærker det, er sosu-hjælper Camilla Christensen fra Albertslund Kommune.

- Vi er skåret helt til benet, og det går ud over tiden til personlig kontakt, som mange borgere har brug for. Det er som samlebånd, og vi kører ned på det tidspres.

Dagens Gossip