Flere nydanskere i job under krisen

»I lavkonjunkturer ser vi, at de svage grupper er de, der ryger først ud af arbejdsmarkedet. De nye tal kunne tyde på, at nydanskere ikke kun skal ses i den gruppe, men at der også er nogle ressourcer. Vi kan jo også se, at forholdsmæssigt flere nydanskere end danskere starter egen virksomhed, og i nogle tilfælde også giver beskæftigelse til andre nydanskere,« siger Mette Boel, centerleder hos Etnisk Erhvervsfremme, til Kristeligt Dagblad.

Antallet af arbejdende ikke-vestlige nydanskere er vokset med tre procent fra 2011 til 2012, mens nydanskere med vestlig baggrund er vokset med 5,9 procent i perioden. Samlet er 10.000 flere nydanskere kommet i arbejde fra 2011 til 2012, skriver Kristeligt Dagblad.

Hos etnisk danskere har man omvendt oplevet et fald med 0,5 procent.

»Tallene skal sammenholdes med, at beskæftigelsen for nydanskere raslede ned i 2010 og 2011. Nu stiger beskæftigelsesgraden en smule, og det er da udtryk for et brud i forhold til, hvad vi har set de tidligere år. Det skyldes formentlig, at vi efterhånden har grupper af nydanskere, der er blevet bedre integreret og derfor har større tilknytning til arbejdsmarkedet end tidligere. Det kan også spille ind, at nogle nydanskere starter egen virksomhed,« siger Lars Andersen, direktør hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Kristeligt Dagblad.

Han pointerer dog samtidig, at arbejdsløsheden blandt de ikke-vestlige indvandrere stadig er meget høj. Mere end halvdelen er fortsat uden job.

Seniorkonsulent Mette Fenger fra den selvejende institution Cabi, der rådgiver jobcentre og virksomheder om udsatte ledige, vil heller ikke glæde sig for tidligt.

»Det er altid godt, at der sker en lille positiv udvikling. Men tallene er dog ikke så markante, at vi kan sige, at udviklingen nu er vendt til nydanskernes fordel,« siger Mette Fenger til avisen.

Dagens Gossip