Flere og flere danskere besøger Oslo

Flere og flere danske turister besøger Oslo. Det viser tal fra Statistisk Sentralbyrå, der bygger på officielle indberetninger fra hotellerne i Oslo.

Antallet af danske hotelovernatninger i den norske hovedstad er steget markant de seneste år. Fra 2010 til 2012 steg antallet fra 46.762 til 64.254. Det er en stigning på næsten 40 procent.

Og tendensen ser ud til at fortsætte i 2013. De officielle tal strækker sig til og med august i år, og i den periode har der været 46.392 danske hotelovernatninger i Oslo. Det er en fremgang på otte procent i forhold til samme periode i 2012 – som altså i forvejen var et år med stor fremgang.

Alene i juli måned var der en fremgang på hele 17 procent i forhold til året før.

Nye kunst- og kulturoplevelser

De nye tal glæder Mona Konuralp, der er presseansvarlig på Visit Norways kontor i Danmark. Hun mener, at fremgangen blandt andet skyldes en række nye seværdigheder, som pirrer kulturinteresserede danskere.

- Oslo har fået flere store attraktioner inden for de seneste år fx Operahuset, der er blevet meget populær hos både lokale og turister. Populariteten mærkes både i forhold til forestillingerne og rundvisningerne, som er så eftertragtede, at der nu arrangeres to rundvisninger om dagen, siger Mona Konuralp.

Hun peger også på, at den nye kunstbydel Tjuvholmen, som samler en masse af byens gallerier, udstillinger og museer, spiller en vigtig rolle. Et af de store trækplastre er det anerkendte Astrup Fearnley-museum med norsk og international samtidskunst.

Museet flyttede i 2012 til Tjuvholmen i en iøjnefaldende bygning tegnet af den verdenskendte arkitekt Renzo Piano, der også har tegnet det ikoniske Pompidoucentret i Paris.

Hen over sommeren har Oslo desuden fejret 150 års-jubilæet for Edvard Munch med en særudstilling på Munch-museet og Nasjonalgalleriet. Udstillingen er netop afsluttet, og med næsten en halv million gæster har det været den mest besøgte kunstudstilling nogensinde i Norge.

Det kan også være en årsag til, at Oslo har været ekstra attraktiv denne sommer.

Skiglade danskere søger til Vinterhovedstaden

Oslo er et populært rejsemål hele året. Byen har længe været kendt som Vinterhovedstaden, fordi man inden for få kilometer kan bevæge sig fra storbyens puls til skibakkernes sus. Lige uden for byskiltet har man adgang til 2000 km langrendsløjper og Oslo Vinterpark med 18 pister og en moderne terrænpark, der lagde sne til VM i Snowboard i 2012.

- Oslo er en alsidig by, der appellerer til danske turister hele året. Vi kan i hvert fald se, at de danske hotelgæster overnatter i byen jævnt fordelt over hele året, slutter Mona Konuralp fra Visit Norway.

Dagens Gossip