Flere pensionskroner ender i offentlige byggerier

Skrevet af admin

14/10/2013

Mest læste i dag

I kapital-kampen for at sikre en bedre pension til deres medlemmer har pensionsselskaberne øget deres investeringer i offentlig-private partnerskaber (OPP).

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som brancheorganisationen Forsikring og Pension har lavet blandt dansk pensionskasser, skriver Ugebrevet A4.

Fra 2011 til 2013 er selskabernes investeringer i OPP steget fra fem milliarder til 7,6 milliarder kroner. Det svarer til en stigning på over 50 procent.

Pengene bliver i investeret i skoler, svømmehaller, retsbygninger, motorveje og andet, som offentlige myndigheder har ønsket privat hjælp til at opføre og vedligeholde.

Udviklingen glæder Per Bremer Rasmussen, administrerende direktør i Forsikring og Pension, fordi et samarbejde med det offentlige har langsigtede projekter med en overskuelig risiko.

- Offentligtprivate partnerskaber er i høj grad gearet til os, der jo har vores langsigtede forpligtelser over for pensionsopsparerne, og skal sørge for, at de får en så god pension som muligt, siger han til Ugebrevet A4.

Konkurrence- og Forbrugerstyrrelsen undersøgte i 2012 de danske erfaringer med OPP. Undersøgelsen konkluderede at OPP-projekter kunne være med til at højne kvaliteten og sikre at projekterne var klar til tiden uden større budgetoverskridelser.

Per Bremer Ramussen håber, at politikerne fremover vil tænke endnu mere i OPP, fordi pensionsselskaberne ikke mener, at der er projekter nok at investere i.

- Jeg synes for eksempel, det er ærgerligt, at der ikke er lavet OPP på de nye supersygehuse.

- Jeg siger ikke, at alt skal være OPP, men det burde indgå i beslutningsprocesser i kommuner, regioner og stat: "Vi kan gøre det selv, men lad os undersøge, om det også kunne være et OPP-projekt," siger Per Bremer Rasmussen.

Han får støtte af Carsten Greve, der er forsker inden for området på Copenhagen Business School.

- Det er en politisk beslutning, om man fra det offentliges side vil indgå i et samarbejde med private om en ny skole, svømmehal, plejehjem eller noget andet.

- Men det er alfa og omega for alle involverede, at projekterne kommer i en mere jævn strøm, så både de offentlige myndigheder og dem, der skal investere, kan planlægge efter det, siger han ifølge Ugebrevet A4.

/ritzau/