Flere sårede soldater skal anerkendes for indsats

Skrevet af admin

12/06/2015

Dagens topnyheder

Nu kan danske soldater få en anerkendelse, hvis de er blevet såret under udsendelse på missioner til udlandet før 1996.

Tidligere blev medaljen kun uddelt til udsendte soldater, som var af sted efter 1996, men nu kommer den til at gælde for alle, der har været udsendt som soldat siden 1948, siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

- Der er rigtig mange veteraner, der har sagt, at de synes, at det er rimeligt, at den medalje også skulle uddeles til veteraner, der er blevet såret før 1996.

- Hvilket jeg er helt enig i, siger Nicolai Wammen.

Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste uddeles til soldater, som er blevet fysisk eller psykisk såret, mens de har været udsendt på missioner i udlandet.

For forsvarsministeren er det vigtigt, at Danmark "viser respekt for de veteraner, som tidligere har været udsendt for Danmark og har gjort en stor indsats".

Medaljen blev indstiftet i det danske forsvar i 2010, og den tildeles af forsvarschefen til de danske soldater eller civile, som er blevet alvorligt såret i tjeneste.

Den er rund af forgyldt sølv, og på bagsiden er ordene "Såret i Tjeneste" indgraveret.

- Soldaterne vil gerne anerkendes for det arbejde, de laver, og hvis det kommer til at omfatte flere, så er det fint.

- Når jeg taler med veteraner, går de meget op i den anerkendelse, hvilket jeg godt kan forstå, siger Jesper Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel, forsvarets største fagforening.

/ritzau/