Flere sælgere trækker deres chef i retten

»Det at få ret er blevet vigtigere end at løse konflikterne og komme videre,« siger Bent Hansen, chefadvokat i Business Danmark, der kalder tendensen »et kulturskred« i den måde, arbejdspladser håndterer konflikter på.

Fra 2003 til 2012 er antallet af sager hos Business Danmark steget fra cirka 2.650 til cirka 3.500 om året, mens erstatningerne til medlemmerne samlet set er vokset fra 47 millioner kroner til cirka 80 millioner kroner årligt, skriver Avisen.dk.

Finanskrisen får en del af skylden for at øge antallet af konflikter mellem arbejdsgiver og ansatte.

Ifølge professor Bent Greve fra Roskilde Universitet øger den stigende grad af individualisering desuden behovet for at gå rettens vej, når der er uenigheder med chefen.

»Folk har mere behov for at få ret end tidligere. De kollektive løsninger er kommet i lavere kurs, mens vi nu kræver løsninger, der er skræddersyet præcist til os,« siger Bent Greve, der peger på, at fagforeningernes faldende medlemstal også skubber til antallet af retssager, da de ansatte ifølge ham tyer til juridisk bistand, hvis de ikke har en fagforening i ryggen.

Dagens Gossip