Flere soldater er måske nødvendige i Afghanistan

Skrevet af admin

30/12/2015

Dagens topnyheder

Det er blevet stadigt farligere at være i Afghanistan i det seneste halve år, og den ledende amerikanske general i landet, John Campbell, siger i et interview med USA Today, at han måske vil bede om at få sat flere amerikanske soldater ind mod Taliban.

Interviewet med general John Campbell bliver bragt på et tidspunkt, hvor sikkerhedssituationen er blevet konstant forringet i sidste halvdel af 2015.

Oprørsbevægelsen har optrappet angreb på militæret, og antallet af dræbte og sårede er steget på begge sider.

USA's præsident, Barack Obama, har allerede lagt afstand til en tidligere beslutning om, at der kun skal blive 1000 amerikanske soldater i Afghanistan, og at de øvrige skal trækkes ud.

Den amerikanske præsident ændrede i oktober sin beslutning og sagde, at 9800 amerikanske soldater vil blive i Afghanistan frem til slutningen af 2016.

Campbell siger, at han vil anmode Obama-administrationen om at beholde det høje antal soldater i landet så længe som muligt.

Og han udelukker ikke, at han vil bede om flere soldater, hvis det er nødvendigt for at klare opgaverne med at rådgive og uddanne de afghanske sikkerhedsstyrker.

Der er gået et år, siden Nato officielt afsluttede kampindsatsen i Afghanistan.

I Helmandprovinsen har ledende politikere og politifolk advaret om, at Taliban vinder stærkt frem.

- Vi tilkalder forstærkninger, når Taliban angriber. Men hæren kommer ikke. Politifolkene er isolerede og dårligt udrustede, og de må kæmpe alene, siger Sarwar Jan, som er øverstbefalende for en politibataljon i en del af Helmand i Afghanistan.

Der er blevet dræbt flere udenlandske soldater i Helmand end i nogen anden provins i Afghanistan. Men godt et år efter de Nato-ledede styrker - herunder de danske soldater - har trukket sig ud af provinsen, er der frygt for, at Taliban igen vinder kontrol over den.

I Helmand har der været hårde kampe i måneder, og nogle af regeringsstyrkernes enheder kæmper uden tilstrækkeligt med forsyninger og uden muligheder for at tilkalde forstærkninger.

Det er ikke mindst korruption, der har medført, at sikkerhedsstyrkerne mangler forsyninger.

I nogle tilfælde sidder embedsmænd og tilraner sig forsyninger og lønninger til "spøgelsessoldater" - deserterede soldater, som stadig står opført som aktive i tjenesten.

/ritzau/AFP