Flere spisesteder får det Økologiske Spisemærke

Skrevet af Finn Jensen

02/01/2013

Mest læste i dag

Spisemærket er i fokus til Copenhagen Food Fair den 24. til 27. februar, hvor fødevareminister Mette Gjerskov overrækker økologiske spisemærker til en række spisesteder.

Hvis du foretrækker økologisk mad i kantinen, på restauranten eller i dit barns daginstitution, så har du efterhånden mange muligheder. I dag kan hele 343 danske spisesteder nemlig prale af Det Økologiske Spisemærke, der dokumenterer køkkenets økologiandel.

Økologi giver plus på bundlinjen
- Flere og flere opdager, at et økologisk køkken kan være med til at signalere ansvarlighed overfor omverdenen og give plus på bundlinjen. Det er en meget positiv udvikling, som er med til at fremme økologien og de samfundsmæssige fordele, der følger med – eksempelvis rent grundvand, siger Dorthe Kloppenborg, projektleder i Økologisk Landsforening, som rådgiver spisestederne i forbindelse med omlægning til økologi.

Indtil videre er listen over spisesteder med Det Økologiske Spisemærke domineret af kantiner og institutioner – som hospitaler, plejehjem, børnehaver og skoler.  

Den store interesse for at opnå det økologiske spisemærke er medvirkende til, at Copenhagen Food Fair i samarbejde med Økologisk Landsforening præsenterer et udvidet økologisk område til fødevaremessen i Bella Centeret.

Området vil bestå af Økologisk Landsforenings Fællesstand, hvor cirka 40 økologiske virksomheder vil vise en bred vifte af muligheder inden for økologiske varer til foodservice-sektoren.

Øko-speeddating
Og tirsdag den 26. februar står hele messen i økologiens tegn under overskriften ”Økologi på køkkenvejen”. Her er det blandt andet muligt at tage på Øko-speeddating og komme helt tæt på de økologiske producenter.

Fødevareministeren overrækker mærker
Som afrunding vil fødevareminister Mette Gjerskov den 27. februar overrække spisemærker til en stribe spisesteder.

· 234 spisesteder har i dag Det Økologiske Spisemærke i bronze, som betyder, at 30-60 procent af den mad, der serveres, er økologisk.
· 68 spisesteder har sølvmærket, der dokumenterer en økologiandel på 60-90 procent.
· 41 spisesteder kan prale af guldmærket, der tildeles køkkener med hele 90-100 procent økologisk mad.