Flere springer i døden på omstridt fabrik

Alle tre medarbejdere på det taiwanesiske Foxxconn valgte at hoppe i døden fra toppen af de høje fabriksbygninger i det centrale Zhengzhou.

Først slog en 24-årig mand sig ihjel i slutningen af april, og kun tre dage senere valgte en kvinde at gøre det samme. Senest har en 30-årig gift mand begået selvmord. Det skete tirsdag i denne uge, skriver AFP.

»Årsagen til disse selvmord er uklar,« siger den New York-baserede arbejdsrettighedsgruppe China Labor Watch i en udtalelse ifølge AFP.

Ikke desto mindre tegner der sig en uhyggelig tendens på Foxxconn-fabrikkerne i Kina. I 2010 kom fabrikkerne for første gang i fokus, da mindst 13 ansatte begik selvmord, som aktivister mente skyldtes dårlige arbejdsforhold.

Dengang afviste Foxxconn beskyldningerne, men valgte imidlertid at hæve fabriksarbejdernes lønninger med næsten 70 procent på fabrikkerne i Kina.

Foxxconn er verdens største producent af computerkomponenter og beskæftiger 1,1 millioner personer i Kina.

BNB

Dagens Gossip