Flere svineproducenter får gult kort af Fødevarestyrelsen

Skrevet af admin

04/08/2015

Dagens topnyheder

En ny grænse for brug af antibiotika, der trådte i kraft sidste år, får i stigende grad svineproducenter i fedtefadet.

Siden januar i år har Fødevarestyrelsen advaret 47 landmænd, fordi de har købt for meget medicin i form af antibiotika. Det skriver DR.

Otte måneder inde i året er det allerede 16 advarsler mere, end der blev uddelt i hele 2014. Og det glæder professor i klinisk mikrobiologi på Odense Universitetshospital, Hans Jørgens Kolmos.

- Det er udtryk for, at myndighederne nu har fået øje på problemet og er begyndt at tage tingene alvorligt og udnytte de redskaber, de har i hånden, siger han til DR.

Svineproducenterne har fået et såkaldt gult kort. Den ordning er tilsigtet producenter med en besætning af svin, der har et stort og rutinemæssigt brug af antibiotika.

Det kan eksempelvis være, når svinene bliver behandlet i flok gennem foder og vand.

Det er vigtigt at holde forbruget lavt, fordi overmedicinering kan føre til resistente bakterier, som i sidste ende kan sprede sig til mennesker.

Og det stigende antal advarsler viser, at ordningen virker, lyder det fra Claus Fertin, direktør i Videncenter for Svineproduktion, Seges, hos Landbrug & Fødevarer.

- Ordningen er en måde at holde fokus på, at vi fortsat har et lavt forbrug af antibiotika i svineproduktionen, siger han til Ritzau.

Det er samtidig et udtryk for, at det er blevet sværere for landmændene at overholde de tilladte grænser, mener direktøren.

- Vi har løbende reduceret forbruget og strammet grænserne, og det gør jo også, at det er vanskeligere og vanskeligere at holde de rammer, der er, siger Claus Fertin.

Overordnet set er det samlede forbrug af antibiotika faldet. Fra januar til maj i år er medicinforbruget faldet med omkring 11 procent sammenlignet med samme periode i 2014. Det er selvom, at flere landmænd køber mere medicin end det tilladte.

/ritzau/