Flere tegn på usædvanling behandling af skattesag

Specialkonsulent Kent D. Sørensen arbejdede den sommer med produktionsstyring under daværende produktionsdirektør Steffen Normann Hansen i Skatteministeriet, og Kent D. Sørensen har onsdag formiddag forklaret skattesagskommissionen, at det var helt unikt, at agterskrivelsen, altså udkastet til den endelige skatteafgørelse, var vedhæftet i den såkaldte VIP-orientering om Thorning og Kinnock.

VIP-orienteringen var Skatteministeriets interne varslingssystem, som skulle advare ministeriet om sager, som kunne afføde stor opmærksomhed, for eksempel sager om kendte politikere eller sager om markant store beløb.

Kent D. Sørensen havde i løbet af to år set hele 72 VIP-orienteringer. Men han afviste over for kommissionen, at det var normalt, at selve agterskrivelsen var vedhæftet i orienteringen, som foregik pr. e-mail.

»Det var helt enestående. Det blev ikke gjort i de 72 andre,« fortalte Kent D. Sørensen.

Udtalelsen kommer, efter at flere embedsmænd også har fremhævet, at der var usædvanlig megen aktivitet i Skatteministeriet, da Thorning-Kinnocks skattesag skulle afgøres.

Netop agterskrivelsen blev året efter lækket til dagbladet BT, og både Københavns Politi og skattesagskommissionen undersøger, hvem der står bag lækagen.

VIP-systemet har eksisteret i Skatteministeriet i mange år, men i 2010 blev kommandogangen ændret, så daværende departementschef Peter Loft blev en del af den direkte orientering.

Hele strukturen af Skatteministeriet blev ændret fra januar i år for at adskille ministeren fra de konkrete skattesager, og i den forbindelse ophævede Skatteministeriet også VIP-systemet, fordi det også var med til at bringe ministeriets øverste ledelse tæt på de konkrete sager.

Dagens Gossip