Flere ton fyringsolie forurener å i Nordsjælland

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Et uheld med en tankvogn nær Ramløse i Nordsjælland udløste mandag eftermiddag en større indsats fra myndighedernes side.

Tankvognens anhænger væltede om på siden, og 10.000 liter fyringsolie løb ud.

I første omgang frygtede politiet, at en del af olien var havnet i et åløb og i en kloak.

Men skaderne har mandag aften vist sig at være af begrænset omfang, rapporterer TV 2 Nyhederne.

Åen har forbindelse med Arresø, og myndighederne iværksatte en større aktion for at begrænse forureningen.

Blandt andet blev en slamsuger og en gravemaskine kommanderet ud til uheldsstedet på Frederiksværkvej, oplyste politiet til Ritzau.

Oprydningen ventedes at stå på i flere timer.

- Frederiksværkvej vil være spærret frem til midnat, siger vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

Olien røg ud i to grøfter, men her var det muligt at suge olien op fra to brønde, fortæller indsatslederen fra Gribskov Brandvæsen til tv2.dk.

En nabo var desuden vaks og placerede en spærreballon i grøften for at hindre, at forureningen bredte sig.

En del jord skal dog fjernes efter uheldet.

Hvordan det gik til, at tankvognens anhænger væltede, har politiet ikke umiddelbart nogen forklaring på.

/ritzau/