Flere tusinde sommerhuse kan gemme farlig asbest

Ejere af de såkaldte Kalmar-huse skal være opmærksomme, hvis de overvejer at renovere deres sommerhus eller bygge det om.

DR's forbrugermagasin Kontant fortæller torsdag, at producenten af husene frem til 1980 brugte lister indeholdende det kræftfremkaldende stof asbest i lofterne.

Det var der ikke noget forkert i dengang, men i dag er det forbudt at anvende asbest indendørs i nybyggeri.

Stoffet er som udgangspunkt ikke farligt, så længe man ikke saver, skærer eller borer i loftet, fortæller overlæge og arbejdsmediciner Rolf Petersen.

- Vi ved, at der i værste fald kun skal én eller ganske få fibre til at give sygdommen lungehindekræft.

- Derfor øger det risikoen for den dødelige sygdom, hvis husejere eller håndværkere uforvarende beskadiger asbestmateriale inden døre og hvirvler støv op, siger han til Kontant.

Kalmar Huse gik konkurs i 2012, men rettighederne til navnet er købt af firmaet Kalmargården.

Kontant har spurgt Kalmargården, hvilke huse der har asbest i lofterne, men har ikke fået noget konkret svar.

/ritzau/

Dagens Gossip