Flere tyve fældes af sladrehanke i skolernes bærbare computere

Indsat sporingsudstyr i bærbare computere afslører stadig flere tyve, der har stjålet computerene fra skoler.

Det viser nye sager fra blandt andet Outrup Skole ved Varde i Vestjylland.

Her har politiet netop hentet tre stjålne computere fra Outrup Skole hjemme hos hælerne.

Det er anden gang inden for få måneder, at nyt sporingsudstyr viser vej til skolecomputere, der er stjålet i Varde Kommune.

De tre computere stammer fra et indbrud på Outrup Skole sidst i august. Der blev stjålet 15 computere, og tre uger senere bankede politiet på hjemme hos den første aftager. Siden har yderligere to hælere haft besøg.

- Det er over al forventning, at vi så hurtigt får fat i hælerne. De resterende computere vil jeg bestemt ikke anbefale folk at bruge, siger skole-it-chef i Varde Kommune Klaus Vest.

Det er politiet i Ringkøbing-Skjern, som efterforsker sagen. Og medarbejdere herfra har været ude og hente computerne hos en hæler i Varde og hos to i Ringkøbing-Skjern.

- De ved jo godt, at der er noget galt, når politiet banker på, og så må de bare aflevere. Det er endnu et eksempel på, at sporingsudstyret virker, og det er en stor hjælp for os, siger kriminalassistent Henning Østergaard.

Det koster 300 kroner at sikre en computer med elektronik, der sladrer, når computeren går på nettet, og investeringen er ifølge skole-it-chef Klaus Vest hurtigt tjent ind.

En bærbar computer koster omkring 3.500 kr. – og alene ved indbruddet i Outrup blev der stjålet for over 50.000 kroner.

Meget tyder på, at tyverisikringen også forebygger tyveri. Sidste år blev der således stjålet skole-it for omkring en million kr. i Varde Kommune. I år er der stjålet for 70.000 kr.

Sporingsudstyret blev installeret i foråret, og i juni førte det første gang til en hæler i Janderup og tre andre, som var involveret i handelen.

Varde Komme er i gang med at udbygge alarmsystemer og installere sikringsskabe på alle skoler og vil udbrede tyverisikringen til andre kommunale institutioner og kontorer. Alle computere har indgraveret Varde Kommunes logo.

- Så man kan ikke komme og sige, at man har købt computeren i god tro, understreger Klaus Vest.

Dagens Gossip

Dagens TV