Flere unge skal besøge Koldinghus

Skrevet af Elo Christoffersen

31/01/2014

Dagens topnyheder

I foråret 2013 besøgte innovationslinien Koldinghus for at høre om deres mange målgrupper og markedsføringstiltag. I den forbindelse blev idéen om et nyt samarbejde mellem IBC Kolding og Koldinghus skabt.

Målet var at få flere unge til at besøge Koldinghus, og midlet til at nå målet blev en innovationscamp, som blev afholdt på IBCs Innovationsfabrik torsdag og fredag i denne uge.

Innovationsliniens 1. års elever havde som optakt til campen besøgt kommunikationschef Nanna Ebert på Koldinghus og havde undersøgt, hvad man allerede havde gjort af forskellige tiltag, og var derfor klar til at løse de tre konkrete udfordringer, der ventede dem torsdag morgen.

Den første havde fokus på, hvordan man generelt kunne få flere unge til at besøge Koldinghus, den næste havde fokus på, hvilke events man kunne afholde for at ramme den unge målgruppe, og den sidste havde fokus på, hvilken særudstilling der ville kunne tiltrække de unge.

Eleverne idégenererede blandt andet via billeder, ord og dufte, og idéerne var mange. De unge var overbeviste om, at det var et spørgsmål om, hvordan man fik de unge til at besøge Koldinghus - da de meget hurtigt selv blev begejstret for de mange muligheder, som slottet kunne tilbyde.

Som afslutning på den første camp dag, blev eleverne sendt ud i Kolding by og Kolding Storcenter for at  foretage en markedsanalyse, der skulle af- eller bekræfte genialiteterne i deres mange idéer.

Fredag efter den sidste finpudsning, sad dommerpanelet bestående af rektor Jesper Kjølhede og kommunikationschef Nanna Ebert, klar til at høre de mange gode idéer. De unge ønsker et ungdomsudvalg på Koldinghus, der skal fremme tiltag rettet mod unge – en idé som begejstrede Nanna Ebert med det samme.

Derudover var der idéer som Valentinsdag, Danmarks uhyggeligste begivenhed, udstillinger med EM 1992 og mange andre gode idéer.

Vinderidéen blev ”Den levende udstilling”, hvor 10 unge skulle leve på Koldinghus i en periode og være en del af levendegørelsen af Koldinghus’ historie.

Deltagerne skulle deltage i konkurrencer, eksempelvis fægtekonkurrencer, men skulle også undervise folkeskoleelever og andre interesserede og generelt sørge for at besøget på Koldinghus blev en oplevelse, hvor man blev involveret og kunne opleve historien ”live”.

En reality udstilling – uden Facebook og andre sociale medier, men med brugerinvolvering og god formidling. Mange af elementerne passede godt ind i Koldinghus' værdigrundlag, og derfor blev dette også vinderidéen.

Nanna Ebert tog mange gode idéer med sig hjem til Koldinghus, og bed blandt fast i at unge gerne ville involveres og gerne i flok.