Flere unge stiller op til kommunalvalget

»Vores kommunalforeningsformænd siger samstemmende, at der er en større bredde i kandidatfeltet end tidligere, og at der er flere unge, end vi er vant til,« fortæller Venstres partisekretær, Claus Richter, til analysebrevet DeFacto, som fagforbundet DJØF står bag.

Kandidatlisterne er ikke færdige endnu, men også Socialdemokraternes partikontor melder om en mere varieret sammensætning af kandidater, blandt andet fordi, der er opstået et større engagement i politik blandt nogle grupper af unge.

Ifølge kommunalforsker Ulf Hjelmar fra forskningsinstituttet KORA er tendensen udtryk for, at partierne er blevet bedre til at rekruttere byrådskandidater, så kandidaterne i højere grad afspejler samfundet.

»Vi ser i højere grad unge og mere karriereorienterede folk søge kandidatur til byrådene. Samtidig sidder byrådsmedlemmerne i knap så mange perioder som tidligere, hvilket også giver bedre plads til de unge,« siger han til DeFacto.

Lektor Karina Kosiara-Pedersen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet har undersøgt danske partimedlemmers årsager til at være politisk aktive, og ifølge hendes undersøgelse er det landspolitiske en større motivationsfaktor end det lokale blandt medlemmer under 30 år. Alligevel erklærer gruppen af unge sig - paradoksalt nok - mere villige end andre til at stille op til kommunalvalg.

»Vores undersøgelse viser, at der er et udbud af interesserede unge kandidater. Så er det op til partierne, om de vil benytte sig af dem,« siger Karina Kosiara-Pedersen.

Og partierne skal være hurtige på aftrækkeren. Når de unge først har fået børn, er de sværere at få til at påtage sig et kandidatur til det lokale byråd.

»Når de unge får børn, dykker deres lyst til at tage del i lokalpolitikken imidlertid. Det er ganske indlysende, når byrådsarbejdet i snit tager 21 timer for et menigt medlem,« siger kommunalforsker Christian Elmelund-Præstekær, Syddansk Universitet, til DeFacto.

Ved kommunalvalget i 2009 ramte byrådspolitikernes gennemsnitsalder 53 år.

Dagens Gossip