Flertal af amerikanerne støtter kursskifte over for Cuba

Skrevet af admin

12/03/2015

Mest læste i dag

Hovedparten af vælgerne i USA bakker op om præsident Barack Obamas nye politik over for Cuba og vil gerne se den 50 år lange handelsblokade mod østaten ophævet. Det viser en ny meningsmåling.

Obamas forsøg på at normalisere forholdet til Cuba støttes af vælgere på tværs af deres politiske ståsted.

Omkring 64 procent af amerikanerne ser gerne handelsblokaden skrottet.

Forbuddet mod samhandel blev indført få år efter den cubanske revolution og landets overgang til kommunistisk styre.

Opbakningen er størst blandt demokrater med 74 procent. Blandt de vælgere, som stemmer republikansk, støttes idéen af 51 procent.

Endnu flere, eller 72 procent, er tilhængere af, at restriktionerne om at rejse til Cuba bliver fjernet, samt at Washington styrker de diplomatiske bånd med Havana.

Blandt republikanske vælgere under 50 år svarer 64 procent, at Obamas nye kurs over for Cuba er i begge landes interesse.

I Washington er begejstringen for de nye Cuba-toner langt mindre blandt republikanske politikere. Kursskiftet er blandt visse republikanere blevet betegnet som et "knæfald for autokratiske diktatorer".

Obama har magt til på egen hånd at gøre det nemmere for amerikanerne at rejse til Cuba, men Helms-Burton-loven, der er ramme for handelsblokaden, kan kun ophæves af Kongressen. Og her sidder Republikanerne på flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus.

Onsdag kom det seneste eksempel på, at de to gamle fjender fra Den Kolde Krig er ved at komme på talefod. De direkte telefonforbindelser mellem USA og Cuba er blevet genetableret, meddelte de statslige medier i Cuba onsdag ifølge AFP.

Det er første gang siden 1990, at der kan telefoneres direkte mellem landene. Indtil nu er opkald gået via et tredjeland.

/ritzau/Reuters