Flertal af syriske flygtninge lever i ekstrem fattigdom

Skrevet af admin

24/12/2015

Dagens topnyheder

Flere end to ud af tre syriske flygtninge i Libanon lever i dyb fattigdom.

Og ifølge en ny undersøgelse fra FN er andelen af ekstremt fattige syrere i nabolandets flygtningelejre forøget med næsten 50 procent i løbet af det seneste år.

De nedslående konklusioner er baseret på en gennemgang af over 4000 flygtninges økonomi.

Omkring 70 procent må klare sig for under 25 kroner dagen. Det er lavere end det beløb, som i Libanon er skillelinjen mellem fattige og ekstremt fattige.

- Det er en slående stigning fra 49 procent i 2014, siger Mireille Girard, leder af FN's flygtningeagentur i Libanon, om det større antal ekstremt fattige.

Og udsigterne for de flere end fire millioner syrere, der er flygtet fra deres krigshærgede hjemland til nabolandene er dystre.

Deres opsparinger svinder ind, det bliver fortsat sværere at finde et job og dertil kommer, at de humanitære hjælpepakker bliver mindre.

Ifølge undersøgelsen må mange flygtninge låne sig frem for at kunne dække de mest basale behov som husleje, fødevarer og sundhedsudgifter. Næsten 90 procent af de syriske flygtninge er derfor gældsatte.

Flygtningefamiliernes forbrug er i 2015 faldet til et beløb svarende til knap 3400 kroner om måneden. I 2014 var beløbet på cirka 5200 kroner.

Den økonomiske nød får mange familier at trække deres børn ud af skolen, så de i stedet kan arbejde. Kun fem procent af unge flygtninge mellem 15 og 17 år gik i skole i år. Mange arbejder i stedet som landbrugsmedhjælpere for en ussel dagløn.

- Den syriske krise er en ufattelig tragedie for børn i hele regionen, og den påvirker deres sikkerhed, trivsel og udvikling, siger Tanya Chapuisat, leder af FN's børneagentur i Libanon.

/ritzau/AFP