Flertal i befolkningen støtter adgangskrav til gymnasiet

Skrevet af admin

06/04/2016

Mest læste i dag

Det bør ikke være for alle og enhver at komme ind på gymnasieuddannelserne.

I hvert fald ikke hvis det står til et flertal i befolkningen, som mener, at der skal indføres adgangskrav til gymnasieuddannelserne i den kommende gymnasiereform, viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har gennemført for Ugebrevet A4.

To af tre siger ja tak, mens kun hver femte vælger mener, at det er en dårlig idé at smække døren i over for unge, der gerne vil på gymnasiet.

Samtidig viser undersøgelsen, at over halvdelen af de danskere, der er for et karakterkrav, finder et 4-tal passende.

Dermed bakker et stort flertal af danskerne op om undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), der ifølge Ugebrevet A4's oplysninger vil præsentere regeringens reform af de gymnasiale uddannelser onsdag.

Her vil kravet ifølge Ugebrevet A4's kilder lyde, at nye gymnasielever skal have karakteren 4 i dansk og matematik fra grundskolen.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby vil ikke kommentere undersøgelsen over for Ugebrevet A4 inden præsentationen af gymnasieudspillet.

De Radikale og Socialdemokraterne er ikke imod et adgangskrav, men de mener, at karakteren 4 er for høj og et adgangskrav på 2 ville være passende.

I A4-undersøgelsen, der er gennemført blandt et repræsentativt udvalg af 2020 danskere over 18 år i perioden 31. marts til 4. april, erklærer 56 procent af de socialdemokratiske vælgere og 54 procent af hele rød bloks vælgere, at der bør indføres adgangskrav til gymnasiet.

Mere end hver anden røde vælger, der går ind for adgangskrav, mener, at et 4-tal er den rigtige adgangskrav.

Det er kun i Enhedslisten og Alternativet, at der ikke flertal for adgangskrav til gymnasiet.

I den blå lejr er 82 procent af V-vælgerne klar til at sætte tommelskruerne på over for de ældste elever i folkeskolen, hvis de vil på gymnasiet.

Blandt blå bloks partier er det 77 procent af vælgerne, der ifølge undersøgelsen erklærer sig enige i, at der skal være adgangskrav.

Gymnasieskolernes Rektorforening mener også, at et 4-tal skal være adgangsbillet til gymnasiet.

- Vores erfaring viser, at 4 er et rimeligt niveau at lægge. Kommer unge ind med meget dårligere resultat end det, får de et rigtig svært forløb, siger formand Anne-Birgitte Rasmussen til Ugebrevet A4.

Men ungdomsforsker og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet Noemi Katznelson mener, at det er en gal vej at gå.

- Enormt mange unge bliver med karakterkravene vejet og fundet for lette. Det demotiverer dem.

- Et karakterkrav på 4 kan på længere sigt føre til, at den præstationskultur, vi i dag kender i form af karakterræs i gymnasierne, også rammer udskolingen i folkeskolen, siger hun til Ugebrevet A4.

/ritzau/