Flertal indfører åbne lister over hadprædikanter

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

Efter flere ugers forhandlinger er der indgået en aftale om antiradikalisering, der blandt andet indfører åbne lister over hadprædikanter, erfarer Ritzau.

Forslaget har været et af de centrale stridspunkter i imamforhandlingerne, der har til formål at bekæmpe ekstremistiske imamer.

Hvordan de åbne lister konkret skal udformes, og hvad kriterierne for at komme på listen skal være, er endnu ukendt.

Liberal Alliance forlod tirsdag formiddag forhandlingerne, fordi partiet ikke ønsker at indføre en offentlig indrejseliste, som skal ekskludere forkyndere, der tidligere har ytret sig imod demokratiet.

- Vi er bange for, at åbne lister vil komme til at virke stik mod hensigten. De mennesker, der står på en åben liste, risikerer at blive særligt interessante at komme i kontakt med for radikaliserede, siger udenrigsordfører Mette Bock (LA).

Også SF står uden for den del af aftalen, der indfører åbne lister.

- Vi ønskede en lukket liste med klart afgrænsede kriterier, men det kunne vi ikke få de andre partier med på, siger gruppeformand Jacob Mark (SF) i en pressemeddelelse.

- En åben liste med vage kriterier risikerer at udelukke de forkerte mennesker og i værste fald virke som en offentlig gabestok eller en martyrliste, som radikaliserede personer herhjemme vil bruge som inspiration, når de henter inspiration på nettet.

/ritzau/