Flertal kræver at minister står skoleret om skattely

Skrevet af admin

04/05/2016

Mest læste i dag

Debatten om skattely og skattesnyd står højt på dagsorden, og nu skal skatteminister Karsten Lauritzen (V) på næste onsdag redegøre for, hvad regeringen agter at gøre for at bekæmpe det.

Det sker i en hasteforespørgsel i Folketinget, som rød blok har indkaldt til med støtte fra Dansk Folkeparti og Venstre selv.

Skatteministeren skal redegøre for, hvad regeringen vil gøre for at forhindre, at privatpersoner og virksomheder kryber i skattely.

Socialdemokraterne lancerede 1. maj en 17-punktsplan mod skattesnyd, som skatteministeren dengang erklærede sig åben for at se på, omend han mener, at øget straf tenderer symbolpolitik.

- Det her er en fælles dagsorden, hvor jeg tror, at næsten alle partier i Folketinget har en dagsorden om at gøre noget. Problemet ligger ikke i at skaffe 90 mandater, men i at gøre noget, der har en reel effekt, sagde Karsten Lauritzen ved den lejlighed.

Der er 100-150 milliarder danske kroner i skattely ifølge et skøn.

Socialdemokraterne vil have svar på, hvad regeringen mener om partiets plan.

- Regeringen afviser at afsætte mere mandskab til Skat for at forfølge denne type sager, og man er ikke indstillet på at skærpe straffen for skattesvig.

- Regeringen vil have internationale tiltag, men har ikke forpligtet sig til at gøre Danmark til foregangsland for debatten på EU-niveau, siger skatteordfører Jesper Petersen (S).

Skatteadvokat Torben Bagge har dog kaldt forslagene for "symbolpolitik", omend det giver god mening at tildele Skat flere ressourcer. Der er allerede lovgivning på området, som straffer rådgivere, banker og folk med penge i skattely, lyder argumentet.

Det afvises dog.

- Jeg mener ikke, at han har ret. Det er korrekt, at der er lovgivning, men derfor er der jo stadig mulighed for at skærpe straf, og der mangler redskaber til Skat og politiet for at komme skattesvig til livs, siger Jesper Petersen.

/ritzau/