Flertal kræver overvågningskameraer registreret før nytår

Skrevet af admin

14/10/2015

Dagens topnyheder

Et flertal i Folketinget kræver nu, at regeringen inden nytår får oprettet et landsdækkende register over landets cirka 500.000 overvågningskameraer.

Det skriver DR Nyheder.

Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Konservative vil have justitsminister Søren Pind (V) til at oprette registret inden for de næste tre måneder.

- Det register burde allerede have været oprettet for længst. Men når det nu ikke er sket, så skal det i hvert fald være klar til brug senest 1. januar, så politiet hurtigt kan få overblik over alle kameraer, hvis der igen sker et terrorangreb eller anden grov kriminalitet, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til DR Nyheder.

Ved angrebet i København i februar, hvor to uskyldige personer blev dræbt af Omar el-Hussein, brugte politiet kostbar tid på at køre rundt i de tilstødende gader og kigge op i luften for at se, om der var overvågningskameraer i kvarteret.

Men der var ingen vej udenom.

For der findes ingen central registrering af udendørs overvågningskameraer i Danmark.

Der skønnes at være 500.000 overvågningskameraer. Heraf formentlig over 100.000 alene i Københavns Kommune.

Indtil videre er sagen strandet hos konsulentfirmaet Rambøll. Det er i gang med et analysearbejde, som skal føre til, at Rigspolitiet kommer med en indstilling til Justitsministeriet til, hvordan et register kan opbygges.

Socialdemokraternes tålmodighed er også ved at være opbrugt.

- Politiet skal hurtigt og effektivt kunne reagere, når der er kriminelle, som skal stoppes i en fart. Derfor er det afgørende, at de ikke skal gå og kigge op i luften for at finde kameraet, men at de har en oversigt over, hvem der ejer kameraet, og hvordan de får adgang til optagelserne, siger retsordfører Trine Bramsen (S) til DR Nyheder.

/ritzau/