Flertal vil slippe pensionsformuer fri til iværksættere

Skrevet af admin

13/04/2016

Dagens topnyheder

Der tegner sig politisk flertal for at sætte private pensionsformuer fri til investeringer.

Det vil både give den enkelte større selvbestemmelse over sine penge og skabe et vækstboom i mindre virksomheder og iværksættere, lyder argumenterne.

Det er erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), der i Børsen åbner døren for at rydde op i de mange regler for private pensioner. Han bakkes op af alle regeringens tre støttepartier samt Alternativet.

- Det er både godt for den enkelte, der får mere frihed til at bestemme over sine egne pensionsmidler, og for virksomhederne og iværksætterne, der vil få flere investeringer, siger De Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen, til Ritzau.

- Det er en fremragende idé at få flere penge ud til investeringer i virksomheder, iværksættere og i det hele taget nye arbejdspladser i Danmark.

Danskerne har 483 milliarder kroner stående på frivillige, private pensionsopsparinger. De er underlagt en række regler.

Eksempelvis skal man have minimum 500.000 kroner stående på en privat pensionskonto i banken, før man må købe unoterede aktier ved eksempelvis at investere i en iværksættervirksomhed.

Dansk Folkeparti melder sig også klar til at finde et flertal for lempeligere regler. Men erhvervsordfører Hans Kristian Skibby minder om, at der eksempelvis er stor risiko forbundet i at investere sin pensionsformue i en nyopstartet virksomhed.

- Vi har ikke noget imod, at den enkelte pensionsopsparer får større selvbestemmelse over sine opsparede midler. Vi skal bare være sikre på, at de gør det med åbne øjne, så man kender risikoen, siger han.

Spørgsmål: Er det ikke folks eget ansvar, hvis de er villige til at løbe risikoen?

- Jo, og vi vil også gerne gøre reglerne meget mere lempelige, end de er i dag. Men jeg vil også have det skidt med, hvis folk begynder at "spille" deres pensionsmidler op, siger Hans Kristian Skibby.

For Alternativets iværksætterordfører, Rasmus Nordqvist, er det afgørende, at lempeligere regler kommer iværksættere til gode.

Partiet foreslog i sidste uge, at minimumkravet til investeringsstørrelse af pensionsmidler sænkes fra 100.000 til 20.000 kroner.

- Iværksættere skaber både innovation og udvikling og har i perioder stået for halvdelen af jobskabelsen i Danmark, så dem vil vi gerne have flere af, siger han.

/ritzau/