Flest sjællændere flytter tættere på studiet

»Det ligger lidt mere i kulturen, at man her godt kan flytte efter tingene, og at man godt kan prioritere et studie højere end de kendte rammer: vennerne, naboerne og familien. Man er i stigende grad villige til at sige til sig selv, at det er en god investering i mit liv på længere sigt, og måske kan jeg endda lære noget, hvis jeg tager et studie i en anden region,« siger livsstilsekspert Henrik Byager.

Tallene fra Danmarks Statistik, der blev offentliggjort mandag, viser, at sjællænderne hovedsageligt flytter til hovedstaden for at læse, mens de nye studerende fra Syddanmark også er villige til at flytte til Midtjylland. Midt- og nordjyderne bliver ifølge Danmarks Statistiks tal i et større omfang, hvor de er, og det er ikke overraskende, oplyser Byager.

»Folk i provinsen er mere hjemstavnsbundne, de sætter enormt meget pris på deres lokalområde, hvor de har deres venner, familie og kollegaer tæt omkring sig. Det er et tættere netværk, man har i de små byer, hvor at storbynetværket er mere flagrende og udskifteligt,« siger han.

Omkring 60 procent af midtjyderne bliver boende i deres hjemregion, mens under 20 procent af dem i 2012 flyttede til hovedstaden for at følge deres studiedrømme.

Ifølge Henrik Byager er danskerne generelt ikke et særligt mobilt folkefærd.

»Danskere er i udstrakt grad hjemmebunde hyggedyr. Vi er generelt ikke så vilde med at flytte os hverken for et studie eller arbejde. Det er som om at de nære ting, familien, vennerne, butikkerne, vejene sidder så dybt i os, at vi nærmest føler, at vi skal flytte til en anden verden, hvis vi skal flytte over en bro,« siger Henrik Byager.

I 2012 blev 60.537 unge optaget på et studie, det var den gang en rekord, som dog blev slået i år, hvor 63.525 blev tilbudt en studieplads på en videregående uddannelse.

Dagens Gossip

Dagens TV