Fløj er i spil til Algeriet: Skal testes tirsdag

Skrevet af admin

09/12/2013

Mest læste i dag

Meget tyder på, at den skadespause, som kvindelandsholdets erfarne venstrefløj Ann Grete Nørgaard måtte holde efter sit uheld i den første VM-kamp mod Kina, er ved at være overstået.

Nørgaard deltog mandag middag i holdets træning, der dog mest bestod af styrkeøvelser, og hun mener selv, at hun kan blive klar til næste kamp, der spilles tirsdag aften mod Algeriet.

- Det går rigtig godt. Der er sket store fremskridt i det seneste halvandet døgn, så jeg er fortrøstningsfuld, siger Ann Grete Nørgaard.

Kampen mod nordafrikanerne vil danskerne formentlig vinde, uanset om "AG" spiller eller ej.

Men muligheden for at give den forvredne ankel en dags ekstra hvile forud for onsdagens noget mere sprængfarlige møde med Serbien, frister ikke.

- Jeg står kun over, hvis der er risiko for, at jeg kan blive sat tilbage ved at være med. Ellers spiller jeg. Vi tester anklen tirsdag formiddag.

- Jeg spiller nok ikke 60 minutter, men det vil være okay at få lidt kamp i benene, inden vi møder Serbien og Brasilien, siger Ann Grete Nørgaard.

Landstræner Jan Pytlick er også så småt begyndt at indregne den hurtige kontraspiller i sine planer for Algeriet-kampen.

- Jeg regner med, at hun har mulighed for at spille. Men vi må lige vurdere det ud fra testen. Det ser fint ud, og som vi siger: Resten er piveri, lyder det med at skævt smil fra Jan Pytlick.

Holdet træner tirsdag klokken 11, og her vil det blive afgjort, om Nørgaard får grønt lys.

/ritzau/