Fløjspiller om manglende kontra: Mega frustrerende

Skrevet af admin

14/12/2013

Mest læste i dag

Ved EM sidste år diskede et fornyet dansk kvindelandshold op med hvirvelvindshåndbold, hvor der blev scoret et hav af mål i begge ender.

Det skulle være basen for en ny spillestil, men den store løbevillighed har på det seneste været svær at få øje på ved håndbold-VM i Serbien.

Da Danmark fredag aften tabte 18-23 til Brasilien, var kontraspillet i bedste fald upræcist, men reelt helt fraværende i lange perioder.

- Vi er for dårlige til at omstille os fra forsvaret og til at løbe kontra. Måske skal vi have de to spillere, der skal skiftes ud, med. De skal bare løbe med det samme i stedet for at tænke på, at de skal skiftes ud, siger fløjspilleren Maria Fisker.

- Vi har tidligere været gode til at lægge det tryk i anden fase. Men vi får så heller ingen mål i første fase længere. Det er mega frustrerende, at vi ikke får det til at fungere.

- Engang imellem skal vores målmand også være hurtigere til at få bolden af sted. Der er mange ting, der spiller ind og gør, at vi ikke er det der hurtige hold længere, siger Viborg-fløjen.

Hun var selv en af Danmarks bedre spillere og lavede fem mål på seks forsøg. Men det er en fattig trøst efter det klare nederlag.

- Vi er ærgerlige over, at vi fik så dårlig en start, og det var den, der kostede i dag. Vi manglede flow og sammenspil i angrebet. Det blev for meget med, at så er min tur, og så er det din tur til at skyde i stedet for at bearbejde forsvaret noget mere, siger Maria Fisker.

Nu skal Danmark op imod Montenegro i en meget vanskelig 1/8-finale. Den spilles søndag klokken 18.

/ritzau/