Flot Giro-comeback af slagen Astana-italiener

Skrevet af admin

29/05/2015

Mest læste i dag

Indtil fredag havde årets Giro d'Italia været en skuffelse for cykelrytteren Fabio Aru fra Astana.

Men med en imponerende solokørsel på dagens sidste stigning fik den unge klatrer vist, at man bestemt ikke skal afskrive ham.

Astana-rytteren fik sat de øvrige klassementryttere og understregede det talent, som bare ikke havde fået lov at udfolde sig i årets løb.

Alberto Contadors samlede føring skrumpede en smule, men han har stadig knap fem minutter at give af på de to sidste etaper inden finalen i Milano søndag.

Klassementrytterne holdt sig ellers i skindet til løbets sidste stigning. Contador fik endda hjælp af Astana til at holde fart i frontgruppen, så ingen fik mulighed for at stikke afgørende af.

Men med 10 kilometer igen åbnede Astana kampen om etapesejren med et angreb fra den Mikael Landa, der allerede to gange tidligere i dette års løb havde prøvet at blive hyldet for en etapesejr.

Contador svarede fint igen, men fik også Aru med på slæb. Italieneren slog kontra, og denne gang valgte Tinkoff-Saxo-kaptajnen ikke at svare igen.

Det var en anden sardinier, end vi har set tidligere i løbet, som accelererede vej op mod målet i Cervinia.

Gradvist øgede han forspringet til gruppen med Contador, som med et forspring på mere end seks minutter til den 24-årige italiener ganske vist også havde en del at give af og kunne tillade sig at køre mere afventende.

I mål var Aru 1.18 minutter hurtigere end sin spanske konkurrent, og med jubeltårer i øjnene kunne han konstatere, at han rykker fra tredje- til andenpladsen i det samlede klassement.

Alberto Contadors forspring til Aru udgør nu 4.37 minutter, mens Mikel Landa er 5.15 minutter fra den lyserøde førertrøje.

/ritzau/