Flot sjetteplads til Daniel Skaaning på sidstedagen

Skrevet af admin

15/12/2013

Dagens topnyheder

Dansk Svømmeunion har en ambition om, at vore hjemlige herresvømmere skal være lige så godt med internationalt som kvinderne.

En af dem, der skal indfri ambitionen, er 20-årige Daniel Skaaning, der opnåede sin hidtil bedste placering ved et internationalt mesterskab, da han blev nummer seks på 100 meter medley ved kortbane-EM i Herning.

- Jeg gav det chancen ved at melde 200 meter fri fra tidligere på dagen. En sjetteplads er mit bedste internationale resultat nogensinde, så jeg kan ikke tillade mig at være utilfreds.

- Det har været et godt stævne for mig. Jeg kom i finalen i 200 medley torsdag og var lidt træt fredag, men jeg har løftet mig og er kommet tilbage, siger Daniel Skaaning.

Opbakningen var vanen tro helt i top for de mange fremmødte svømmefans i Jyske Bank Boxen.

- Jeg var lidt spændt inden, fordi jeg sad ude bagved og kunne høre Mie komme ind lidt før mig. Opbakningen er fantastisk, der er ikke så meget andet at sige.

- Hvis man kan holde håndboldfinaler i Parken, jamen så lad os da smide et bassin op og få VM til København, siger den danske svømmer med et smil.

Skaaning var seks hundreddele fra sin danske rekord i finalen og har i det hele taget leveret meget jævnt og stabilt set over hele stævnet.

Nu går den unge dansker efter gode præstationer til langbane-EM til sommer.

- Der er EM på langbane til sommer, og der bliver niveauet automatisk højere, hvor alle de store navne kommer til at være der, men jeg synes godt, jeg kan tillade mig at stile efter hvert fald én finaleplads.

- Jeg skal blive endnu mere professionel i alt det, jeg laver i den daglige træning. Jeg har fat i nogle af de rigtige ting, og jeg er blevet endnu mere bevidst om en række ting, hvor jeg kan forbedre, så jeg skal bare fortsætte, siger Daniel Skaaning.

I 2011 var Daniel Skaaning i øvrigt også i EM-finalen på kortbane på 100 meter medley. Dengang blev han nummer syv.

/ritzau/