Flot slutspurt udbygger Sønderjyskes sejrsstime på isen

Skrevet af admin

29/09/2015

Dagens topnyheder

De danske ishockeymestre, Sønderjyske, er startet den nye sæson lige så godt, som den gamle sluttede.

Resultaterne på isen har foreløbig været upåklagelige i Metal Ligaen, og sønderjyderne udbyggede mandag aften sejrsstimen til fire, da Aalborg Pirates blev slået 5-3 i Gigantium.

Det krævede dog noget af en slutspurt for at sikre de tre point, for de to sidste mål blev lavet i kampens sidste 55 sekunder.

Det lignede ellers en afgørelse, da Michael Eskesen syv minutter inde i tredje periode bragte Sønderjyske foran 3-1.

Men selv om Aalborg gik ind til kampen med lutter nederlag i bagagen, fejler holdets moral ikke noget, og på to overtalsscoringer lykkedes det under stor jubel at få udlignet.

Backen Daniel Madsen stod for 3-3-scoringen, men netop som alt tegnede til overtid, blev hjemmeholdet ramt af to udvisninger, og det var mere, end Aalborgs defensiv kunne holde til.

Scott Campbell bragte Sønderjyske på 4-3, og 15 sekunder før tid blev kampen endegyldigt lukket, da Cory Quirk scorede gæsternes femte mål.

Sønderjyske er dermed alene i spidsen med 12 point for fire kampe.

Til gengæld har det været noget af en mareridtsstart for den danske ishockeylegende Jens Nielsen, der er i gang med sin første sæson som træner i Aalborg.

Nordjyderne er uden point efter fem kampe med Nielsen i boksen.

/ritzau/