Flotte mål i vigtig Juventus-sejr over Napoli

Skrevet af admin

11/01/2015

Mest læste i dag

Mesterholdet Juventus fører Serie A med tre point ned til AS Roma.

Det står fast, efter at Juventus søndag aften på udebane vandt topkampen mod Napoli med 3-1.

Kampens flotteste scoring stod den franske midtbanespiller Paul Pogba for. Efter en lille halv times tid flugtede Juventus-spilleren flot bolden i mål til 1-0.

Holdkammeraten Arturo Vidal leverede også en klassescoring, da han i overtiden sluttede et kontraangreb af med at hamre bolden op i krydset.

Forsvarsspilleren Martin Caceres scorede til gengæld måske det vigtige Juventus-mål, da han 20 minutter før tid scorede til 2-1 efter et frispark af Andrea Pirlo. Derefter var Napoli pressede, og det udnyttede Juventus i overtiden med endnu et mål.

Miguel Britos udlignede i anden halvleg til 1-1 for Napoli efter et hjørnespark, men værterne kunne kun glæde sig i en håndfuld minutter, før Caceres slog til.

Mens Juventus fører Serie A, forbliver Napoli på fjerdepladsen - 13 point efter førerholdet.

Tidligere søndag mistede Roma point i topstriden, da hovedstadsklubben i Rom-derbyet spillede 2-2 mod Lazio. Roma kan dog være tilfreds med det ene point, eftersom Lazio førte 2-0 ved pausen.

/ritzau/