Flov Jens Jønsson efter AGF-nederlag: Det var min skyld

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

AGF måtte fredag aften for sjette gang i træk i denne sæson gå fra banen uden en sejr i Alka Superligaen. Det blev til et smalt 1-2-nederlag til Sønderjyske på eget græs.

Det afgørende mål faldt fire minutter før tid, hvor en stor fejl af forsvarsspiller Jens Jønsson gav en fri mulighed til Sønderjyskes unge kantspiller Jeppe Simonsen.

Det var en fåmælt og brødebetynget Jens Jønsson, der evaluerede efter kampen.

- Der er ikke så meget at sige til det. Det var min fejl, og det må jeg bare tage på min kappe.

- Jeg synes faktisk, at vi spillemæssigt holder fanen højt. Men vi lukker for mange mål ind. Også i dag, hvor jeg godt er klar over, at jeg er skyld i det ene, siger Jønsson.

I holdets sidste tre kampe mod henholdsvis Esbjerg, Hobro og Sønderjyske er det blevet til bare et point i alt, selvom holdet har været spilstyrende.

Det ærgrer Kim Aabech, der især er træt af at komme bagud.

- Igen synes jeg, at vi kontrollerer kampen og spiller rigtig fint i første halvleg. Så falder vi så fuldstændigt igennem i anden halvleg og spiller ikke som et hold.

Han peger på et uheldigt mønster, der tegner sig for holdets kampe.

- Det er et skidt mønster, vi er blevet fanget i. Vi kommer bagud hver gang, og så skal vi kæmpe derfra. Det ville være rart at komme foran, og så kunne spille lidt mere sikkert, siger Aabech.

/ritzau/