FLSmidth stiger til vejrs efter positivt første kvartal

Skrevet af admin

08/05/2015

Dagens topnyheder

Selv om den danske ingeniørgigant FLSmidth har omsat mindre i første kvartal af 2015 end samme periode året før, endte omsætningen bedre end ventet blandt analytikerne.

Det fejrer investorerne ved at sende FLSmidth-aktien op med omkring 8,8 procent til 294,6 kroner, efter at selskabet fredag middag har præsenteret sit regnskab for årets første tre måneder.

I første kvartal har ingeniørkoncernen landet en omsætning på 4825 millioner kroner mod 4949 millioner kroner i samme periode året før - svarende til et fald på tre procent.

Men ifølge de estimater, som Ritzau Estimates havde indsamlet før regnskabet, var der blandt analytikerne konsensus om en omsætning på 4641 millioner kroner. Dermed overrasker FLSmidth ganske positivt.

Også overskuddet har overrasket positivt, da resultatet før skat endte på 252 millioner kroner mod 174 millioner kroner i samme periode året før. På den måde endte også overskuddet bedre end ventet.

Analytikerne havde konsensus om et overskud før skat på 148 millioner kroner efter indregning af den negative resultateffekt på 73 millioner kroner af lukningen af to nigerianske projekter, som FLSmidth oplyste om onsdag eftermiddag.

I forbindelse med regnskabet fastholder koncernen sine forventninger til hele regnskabsåret 2015, hvor der ventes blandt andet en omsætning på 19-21 milliarder kroner.

- Med hensyn til de forventede resultater for divisionerne står det klart, at 2015 vil blive et udfordrende år for de to projektdivisioner, Minerals og Cement, i lyset af den relativt lave ordrebeholdning i starten af året og den aktuelle cykliske nedgang.

- Cement forventes imidlertid at se en stigning i ordreindgangen i 2015, skriver FLSmidth i sin regnskabsmeddelelse.

FLSmidth er blandt de førende på markedet for udstyr og service til den globale cement- og mineral-industri.

/ritzau/