Fly-chok: Pytonslange klamrer sig til vinge

Det kunne ligne en scene fra actionthrilleren "Snakes on a Plane" med Samuel L. Jackson i hovedrollen, men passagererne om bord på et australsk fly var torsdag ikke en del af en Hollywood-film.

Omkring to minutter efter flyet havde forladt Cairns i det nordøstlige Australien på vej mod Papua New Guinea, opdagede flypassagererne en tre meter lang pytonslange på den ene vinge. Det skriver flere australske medier.

Dyret kæmpede mod blæsten og minusgraderne i de høje luftlag, og nogle af de måbende passagerer filmede slangens kamp på vingen. Men den kraftige vind slog gentagne gange slangen ind mod siden af flyet, hvilket efterlod et blodigt spor.

- Passagererne i den forreste del af flyet vidste ikke, hvad der foregik, mens alle bagi var totalt fokuseret på slangen, og hvordan den mon var kommet om bord på flyet, siger Robert Weber, en af passagererne, til Sydney Morning Herald.

- Men der var ingen panik. Ingen overvejede på noget tidspunkt, om der muligvis var andre slanger om bord, tilføjer han.

Det lykkedes slangen at blive på vingen under hele flyveturen på godt to timer, skriver BBC. Ifølge den britiske radio- og tv-station havde den kæmpet mod vindhastigheder på 400 kilometer i timen og 12 minusgrader.

Men turen havde da også været for hård for dyret, og da Qantas-flyet landede i Port Moresby, kunne personalet konstatere, at slangen var død.

/ritzau/Reuters

 

 

Dagens Gossip