To fly ramt af grønt laserlys

Piloter på to passagerfly blev ramt af blændende laserlys, da de var på vej mod Københavns Lufthavn i Kastrup onsdag aften.

Første fly henvendte sig om det grønne laserlys til flyvekontroltjenesten i lufthavnen under indflyvningen kort efter klokken 20. Her befandt piloter og passagerer sig i flyet godt 18 kilometer syd for Roskilde, og politiet på Midt- og Vestsjælland blev kontaktet.

Og igen 25 minutter senere alarmerede flyvekontroltjenesten politiet, da endnu et fly havde oplevet at blive ramt af laserlys. Denne gang var flyet omkring godt ni kilometer vest for Tune.

Hverken fly eller passagerer var dog i fare.

Politiet mangler konkrete spor at gå efter, men forsøger nu at finde frem til de nøjagtige positioner, som flyene har været på, da en person på landjorden ramte dem med laserlyser for at se, om det giver mere stof at arbejde med. Men også borgere omkring de steder, hvor flyene blev ramt, må gerne være behjælpelige.

»Hvis nogen kender til, at nogle personer skulle synes, det er sjovt at lyse op på nattehimmelen med grønt laserlys, så hører vi meget gerne fra dem. Så kan vi måske få et tip om, i hvilke kredse vi skal lede efter dem,« siger pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.

Grønt laserlys mod fly er en farlig forstyrrelse, som adskillige piloter har oplevet. Hvis piloterne bliver blændet under landing, og ifølge formanden for de irske piloters forening, IALPA, kan de være uarbejdsdygtige i op mod en halv time. Men det kan også være svært at se instrumenterne i cockpittet, fordi de ligeledes er grønne.

I Danmark har flere fået betingede fængselsdomme for at have rettet en laserpegepind mod piloter.

Dagens Gossip