Fly styrter ned i snestorm i Algeriet: 100 er dræbt

Skrevet af admin

11/02/2014

Dagens topnyheder

Mindst 103 mennesker er blevet dræbt, efter at et militært transportfly er styrtet ned i Algeriet, oplyser den algeriske tv-station Ennahar, der citerer "informerede kilder" for oplysningerne.

Der var snestorm i området, hvor flyet forulykkede ifølge algerisk statsradio, og vidner fortæller, at flyet ramte en klippe, inden det faldt til jorden.

Ifølge tv-stationen skete flystyrtet i det bjergrige område nær byen Oum El Bouaghi, der ligger omkring 465 kilometer øst for Algeriets hovedstad, Algier.

Der lyder forskellige meldinger om antallet af passagerer. CNN skriver, at der var 123 passagerer.

Algerisk statsradio beretter, at 99 passagerer og fire besætningsmedlemmer har mistet livet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge AFP var flyet et C-130 Hercules-fly, som det danske flyvevåben også benytter til transport. Ifølge en sikkerhedskilde var der soldater og familiemedlemmer om bord på flyet.

- Der var ingen overlevende, siger kilden.

Ifølge Ennahar mistede myndighederne kontakt med militærflyet mellem byerne Constantine og Oum al-Bouaghi, skriver BBC.

Flere ambulancer er sendt til stedet.

/ritzau/Reuters