Fly udsendte ikke nødsignal før det forsvandt

Skrevet af admin

19/05/2016

Dagens topnyheder

Det egyptiske militær benægter nu i en erklæring, at en militær enhed fra Egypten opfangede et nødsignal fra det forsvundne fly. Det skriver Reuters og AFP.

Tidligere rapporterede flere medier, at den egyptiske hær havde modtaget et nødsignal fra flyet klokken 02.46 (dansk tid).

Kilder i det tyske luftfartsselskab EgyptAir sagde tidligere til det tyske nyhedsbureau dpa, at flyet udsendte "et automatisk nødsignal".

- Nødsignalet blev modtaget mindre end ti minutter, før flyet forsvandt, sagde anonyme talsmænd for EgyptAir.

Den franske premierminister, Manuel Valls, siger, at "intet kan udelukkes som årsag til, at flyet, der var fløjet mod Kairo fra Paris, forsvandt".

Ansatte i Egyptens luftfartsministerium, der ønsker at være anonyme, siger, at flyet styrtede ned i Middelhavet. Men det egyptiske luftfartministerium siger torsdag formiddag i en erklæring, at det er for tidligt at bekræfte, at flyet er styrtet ned.

Det tyske nyhedsbureau dpa "erfarer fra kilder i Kairo, at flyet er styrtet ned".

- Årsagen til styrtet er fuldstændig uklar, skriver dpa og tilføjer, at der kan være tale om tekniske problemer eller et terroranslag.

Flyet var 280 kilometer fra det egyptiske fastland, da det forsvandt fra radaren.

/ritzau/AFP