Flybranchen: Droner er en trussel mod kommerciel luftfart

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Det er en "reel og stigende trussel" mod den kommercielle luftfart, at stadig flere private anskaffer sig droner.

Det siger Tony Tyler, direktør for brancheorganisationen International Air Transport Association, IATA, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han ønsker strammere lovgivning på området.

- Jeg er så spændt som alle andre ved udsigten til at få min pizza leveret af en drone. Men vi kan ikke tillade droner at blive et sikkerhedsproblem eller en hindring for den kommercielle luftfart, siger Tyler ifølge AFP til en konference om luftfart i Singapore.

- Vi har brug for en anderledes tilgang til lovgivningen. Vi skal kunne tackle dem, der ser stort på reglerne og sætte andre folks liv i fare, siger han.

Da de amerikanske myndigheder registrerede civile droner i 2015, blev der indberettet 300.000 allerede den første måned.

- Det er et emne, vi skal tage seriøst. Vi har talrige tilfælde med piloter, der rapporterer om droner i områder, hvor de ikke burde flyve. Især ved lav højde i lufthavnsområder. Det er til fare for flyene, siger Tony Tyler.

Center for the Study of Drones i New York har tidligere udgivet en rapport, der beskriver 921 tilfælde, hvor droner kommer i vejen for bemandede flyvemaskiner i amerikansk luftrum.

Tilfældene fandt sted mellem december 2013 og september 2015.

I 28 af tilfældene måtte piloten i flyvemaskinen manøvrere udenom for at undgå en kollision med dronen, stod der i rapporten.

/ritzau/